Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Frederiksværk

Hverdagen i Dagplejen

Hver enkelt dagplejer er ansat til at åbne sit hjem i 48 timer ugentligt for de af kommunens børn og deres forældre, som har ønsket dagpleje. Dagplejerne er fordelt geografisk i postdistrikterne 3300, 3310 og 3360, og har ledelsesmæssig tilknytning til lederen af Daginstitutionen Skåninggårdsvej.

Hverdagen i kommunens dagplejehjem afspejles af den forskellighed, der er blandt de ansatte dagplejere, men også en ensretning og samhøringhed, der er med Halsnæs Kommunes og daginstitutionens værdisæt.

Forskelligheden hos dagplejerne kan være indretning af hjemmet, familiesammensætning, uddannelse og tidligere ansættelser samt fokus- og interesseområder. Men ens for alle er, at dagplejerne besidder en stor forståelse og viden om børns udvikling og brugen for trygge, små og nære rammer, som mange forældre vægter højt, når de vælger en dagpleje til deres barn.

Hos dagplejerne tilbydes børnene en indholdsrig hverdag med leg og læring med fokus på børnenes trivsel og udvikling. Et arbejdsredskab og udgangspunkt hertil er Den styrkede Pædagogiske Læreplan. Dagplejerne er i tæt kontakt med de daglige pædagogiske ledere samt den pædagogiske koordinator. Sidstnævnte er ansat med henblik for udvikling og sparring for dagplejerene, men også for at føre tilsyn med dagplejehjemmene, og sikre forældrenes tilfredshed med pasningstilbuddet.

På den rent praktiske side serveres der morgenmad for de tidlige børn, der tilbydes formiddagsmad og samling af børnegruppen kl. 9.00, frokost omkring kl. 11.00, hvis dagens aktiviteter er færdige der – og igen et eftermiddagsmåltid efter middagsluren.

Forældre medbringer selv bleer i dagplejen – og påklædning og fodtøj, som passer til årstiderne, så der er mulighed for dagplejer at tilbringe tid både ude og inde.

Kommunens dagplejere har el-barnevogn og el-ladcykel til rådighed, som hjælpemidler til at komme rundt i nærområdet og på længere turer.

Den daglige kommunikation mellem dagplejer og forældre er tilstede ved aflevering og afhentning, og samtlige dagplejere benytter sig af Aula, som kommunikationsmiddel, og til dokumentation af aktiviteter f.eks. ved hjælp af billeder.